Klumme skrevet af Morten Krogsgaard Holmriis i Astrup-Rostrup Kirkeblad nr. 01 2023

Ungdommen! 

Vore dages ungdom elsker luk­sus. Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker. De unge rejser sig ikke længe­re op, når ældre kommer ind i et værelse. Den modsiger sine forældre, skryder i selskaber, sluger desserten ved spisebor­det, lægger benene over kors og tyranniserer lærerne (…) 

De indledende ord er ikke mine, men et citat. Hvem der har sagt det, skal jeg vende tilbage til. Det er ord, som kunne være skrevet og hørt så mange steder og i så mange sammenhænge. Det kunne være sagt af så mange af tidens talerør. Ung­dommen skal høre for meget!

Inden længe er det forår, og den tid er på mange måder ungdommens tid. I kirken, hvor håbefulde, unge mennesker igen i år vil gå turen til det gamle alter for at blive konfirmeret, mens deres nærmeste sidder på bænkene og smiler med mund og hjerte.

Og i naturen bliver de spæde knopper, der er født på nøgne grene, til vækst og udfoldelse, der er så fri og mangfoldig som intet andet. Også det får hjerterne til at smile.

Måske tænker du af og til på dine egne ungdomsår. Måske med glæde. Måske var der år, du helst var foruden. Solskin og blæst. Mange vil de sige, at uanset hvad årene bragte, så har ungdomstiden været med til at forme dem til det, de er i dag.

Undersøgelser blandt unge i dag viser en stigende mistrivsel. Dalende glæde ved skolen og stigende ensomhed. De har oplevet en verdensopspændende epidemi, krig i Europa og mens man for 20 år siden knapt talte om CO2, så er klimadagsorde­nen noget, der bekymrer særligt de unge.

De unges liv er der heldigvis en stigende opmærksomhed på. Og mange politikere og professionelle lægger planer for, hvor­dan vi kan komme mistrivslen til livs.

Men kunne du og jeg også gøre noget? Ja, det tror jeg faktisk vi kan. Vi kunne jo fx begynde at tale de unge op. Fortælle dem, at deres tanker og meninger bety­der noget for os. Lytte oprigtigt til deres spørgsmål og undren. Give dem plads til at være ugidelige og plads til at begå fejl.

Lade de unge være unge i stedet for at være efter dem fordi vi vil, at de skal være noget andet.  

Og nå ja, hvem var det så, der sagde de indledende ord? Ja, ordene er efter sigende ca. 2.500 år gamle og tillægges Sokrates – oldtidens store tænker. Så meget kunne tyde på at ungdommen altid har været jagtet vildt selv af de klogeste hoveder – måske kunne vi give de unge en pause!

Vi kunne fortælle om vores egen ung­domstid. Om forlist kærlighed, dumpede eksamener og oprør mod de voksne med stuearrest som belønning. Vi kunne fortæl­le dem, at vi stadig bekymres og kan være bange for at falde uden for fællesskabet. Ja, at vi også tænker på, om de andre kan lide os og om vi slår til, med det vi er og gør.

Og vi kunne fortælle om den glæde, det håb og det lys der er på trods og midt i alt det andet.

For så turde de måske tro på, at det ikke er dem, der er noget i vejen med, og at alle menneskeliv er skrøbelige og en opgave at leve.

Morten Krogsgaard Holmriis