Af Morten Krogsgaard Holmriis

Det er så enormt svært for mange, også selvom det er sommerferie. Mig selv inklusiv. Uanset hvor meget jeg sætter mig for det, så styrer vanen. Selvom det er ferietid, og dagligdagen som sådan er på standby, er det næsten en refleks. Hånden dykker ned i lommen og finder telefonen frem, og uden man tænker over det, så er mail-programmet åbnet, hverdagens opgaver tikker ind, og pludselig er det ikke daglig-dagen, der er på standby, men ferien.

”Jeg skal bare lige se, at der ikke er sket noget vigtigt”, siger vi forklarende til os selv og dem omkring os. Vi undskylder os med, at det faktisk giver mere ro at holde øje og være opdateret, end at holde ferie i uvished.

Det kan være så utroligt svært for os at give slip. De fleste af os render rundt med en mere eller mindre utæmmet kontrolfreak i os, som ikke kan lade være med at holde fast i, at tryghed skabes gennem kontrol. Noget der fortæller os, at hvis ikke vi selv holder kontrollen, så smuldrer det hele mellem fingrene på os, mens vi kigger den anden vej. Det gælder ikke kun hen over en sommerferie, men i så mange af livets kroge. Når noget rammer os uventet, fordi vi pludselig sidder med en fyreseddel i hånden, sidder ved en sygeseng eller sidder alene ved køkkenbordet, fordi kærlig-heden gik i stykker. Så er vores kontrolfreak på overarbejde. Og tit kommer den til kort.

Et alternativ til kontrol kunne være tillid. Troen på, at det nok skal gå, og at jeg ikke skal bære alt alene, men at andre bærer med. At andre vil os det godt, og at der altid er nogen, der er villige til at rejse os op, hvis vi skulle miste kontrollen og noget skulle gå i stykker.

Tilliden til at vi ikke er alene – slet ikke når, noget ramler og falder ned om ørerne på os. Og med det en tryghed til at leve i troen på, at det jeg ikke selv formår, det løfter de andre. Og i sidste ende, at det som ingen af os formår, det kan vi overlade til Gud.

Kristendommens grundfortælling er at intet menneske lever alene. At vi alle er en del af en historie, hvor livet opstår igen og igen selv når det ser allermørkest ud – og at vi på den ene eller anden måde rejses op fra et hvert fald.

I den fortælling bor en frihed til at leve ubekymret også uden at have kontrol altid. Og nøglen til det hele finder vi ikke i os selv, men i tilliden til mennesket over for os.

Menneske, dit liv er stort, uden dig bliver intet gjort, synker du til bunds i sorgen, rejser Gud dig op i morgen med din næstes milde hånd.

Menneske din egen magt (DDS 370)