Af Sognepræst Anne Bundgaard Hansen

Som barn samlede jeg på glansbilleder. Jeg puttede dem i plasticlommer og i mapper, så jeg kunne tage dem med i skole og vise dem frem. Måske bytte nogen hvis jeg havde dubletter, og der var andre, der havde nogen, jeg gerne vil have. Jeg kunne godt lide dem med glimmer, gerne dem der forestillede engle og fine damer!

Glansbilleder fremstiller virkeligheden på en hel bestemt måde. Her er der ingen revner og sprækker – og hvis et glansbillede var blevet krøllet, eller glimmeret var forsvundet, ja, så var de ikke så meget ved.

Så blev jeg voksen. Jeg samler ikke længere på glansbilleder. Men jeg kom til at tænke på, at det måske ikke er helt rigtigt. For på en eller anden måde har vi vel en tendens til at samle på glansbilleder.

Vi tager billeder af hinanden og os selv fra bestemte vinkler. ”Selfies” som viser os, når vi er bedst. Vi vil gerne fremstå som mennesker, der har styr på tilværelsen og er smukke og stærke. Fordi vi tror, det er det, vi skal være.

”At sørge kan være smukt, når det gøres rigtigt”. Sådan siger Violet Vinter til sin ulykkelige niece Ulla, da niecen har mistet sin tilkommende i krigens sidste dage. Ulla sidder der og ser alt andet end glansbilledeagtig ud. Hun er på sammenbruddets rand og hænger lige nøjagtig i med fingerneglene. For sådan er livet nogle gange. Der er tidspunkter, hvor vi kun lige hænger ved det. Og der hjælper det sjældent med ”op med humøret” og ”på med vanten” eller forsøg på at putte glimmer på. For når man er der, ja, så kan man faktisk kun være med det, der er i øjeblikket. Og så håbe – håbe på, at på et tidspunkt letter det, og på et tidspunkt vil livet se ander-ledes ud.

Der er så meget, vi ikke kan putte glimmer på.

For nogle år siden var jeg til bryllup hos nogle nære venner. De har været igennem hele møllen : skilsmisse – utroskab – kræft – mennesker, som er brudt sammen omkring dem. Og alligevel så stod de på bryllupsaftenen med klare øjne og med klar tale fra hjertet. For de forsøgte ikke at gøre det til glansbilleder. De ved godt, hvad der sket. Hvad de og deres nærmeste har været igennem. Talerne var hudløst ærlige – de turde være gennemsigtige og forsøgte ikke at pynte på det, der var sket. Der var megen gråd, der var megen glæde, og så var der enorm megen kærlighed.

For kærlighed trives nu engang bedst i ærlighed – åbenhed. Kærlighed kan først ses og mærkes, når den udtrykkes i virkeligheden. Når vi tør være åbne og ærlige om det, der egentlig foregår. 

Og den kærligheden skærer altid helt ind til benet. For den kærlighed vedkender sig alt, hvad der er. Og den findes kun i virkeligheden. Så hvis vi vil lære den at kende, må vi droppe alle de der idéer om hinanden. Om hvordan det SKAL være. Og så må vi være med det, der er. Både når livet gøre ondt, og når det smiler til os. For først da mærker vi livet, og først da kan vi erfare, hvad det vil sige at elske og blive elsket.

Og kærligheden har den helt særlige evne, at den kan være med det, som både er krøllet, har mistet glimmer og ser helt anderledes ud end de glansbilleder, vi ønskede os som børn.