Er julen aflyst?

Kan det blive jul uden julefrokoster? Kan det blive jul uden det årlige julemarked? Kan det blive jul, hvis ikke alle, som vil, kan komme i kirken juleaften? Kan det blive jul uden at vi kan ses med alle de mennesker, vi plejer at se?

Eller kan vi lige så godt aflyse julen?

Der er meget, der er under pres lige nu. Måske troede vi, at vi kunne vænne os til det efter de mange måneder, hvor intet har været, som det plejer. Men vi vænner os ikke til det. Og heldigvis! For hvis det, vi oplever nu, skulle blive en vanesag, så ville det vel først for alvor blive alvorligt. Det er unormalt. Ekstraordinært. Underligt.

Flere har sagt, at vi lige så godt kan springe resten af året over, for 2020 har ikke været noget at skrive hjem om. Vi synes måske, det meste ser tamt ud, og at der ikke er meget juleglæde og julefred af fejre. Men måske er det i virkeligheden sådan, at julen har allerstørst betydning der, hvor den er sværest at fejre?

Astrid Lindgren fortæller om Emil, der blev sendt afsted til fattighuset med en julegave til Tumbejokum, der er gårdkarlen Alfreds far, og med en stor kurv med pølse, sylte, brød, kager og meget mere, som folkene i fattighuset kunne dele med hinanden til jul. Der var rigeligt i kurven til, at der også i fattighuset kunne blive en god juleaften.

Men julestemningen udeblev i fattighuset, for Kommandusen, der styrede fattighuset med hård hånd, endte med at spise det hele for sig selv. Da Tumbejokum et par dage efter løb til Katholt og fortalte, at der ikke var så meget som en pølsestump tilbage til dem, blev Emil rasende. Han inviterede alle fattiglemmerne til Katholt, og holdt det største julegilde for dem i mands minde. Aldrig havde fattiglemmerne set så smukt et julebord og så meget mad. Alle de levende lys spejlede sig i de nypudsede kobberkasseroller.

”Se, her er jo en fryd og salighed uden ende,” sagde Tumbejokum med tårer i øjnene. ”Tror du ikke, det er en skarnstreg,” spurgte lillesøster Ida sin bror, men det var Emil sikker på, at det ikke kunne være.

Julens fortælling om håb, lys, fred og kærlighed er en fortælling, som ”skal være for hele folket”. Det siger englen til hyrderne på marken julenat. Ikke bare en glæde de få, for de udvalgte eller kun for dem, der har let ved at holde skinnet på næsen, eller som sidder med en masse at fejre. Fortællingen om barnet i krybben, der lover os at lys altid vinder over mørke, har måske allermest at sige i de hjem, der er under pres.

Hvor julen er svær at fejre. Der, hvor hjemmet er fyldt af savn, er ved at gå i stykker, er et hjem for én eller der, hvor hjemmet ikke føles særlig hjemligt.

Julen bliver måske ikke som den plejer i år, men aflyst er den livgivende fortælling bestemt ikke. Ja, måske er det sjældent, at julens hårdføre budskab har haft så stor betydning i så mange hjem som netop i år.

Sognepræst i Astrup og Rostrup sogne
Morten Krogsgaard Holmriis