”Ind under jul, hvor er det trist,/snefog og kulde og korte dage;/sindet bøjer sig ned til sidst,/véd ikke, hvor det skal modet tage;/mindre og mindre af dag det lyser,/hjertet i kulde og mishåb gyser”.

Bortset måske fra det med vejret synes Jonas Lies digt at passe lige nu. Eller gør det? Jeg har hørt det kritiseret som forfærdelig sørgmodigt og ude af trit med julen, som vi går og venter på. For den er jo hjerternes fest, underforstået: de glade hjerters fest.

Men der er en del af os, der har det på en helt anden måde med advent og jul, og de kan måske finde ord for det i digtet. For dem er julen ikke hjerternes, men smerternes fest. De forbinder den – med Grundtvigs udtryk fra salmen ”Velkommen igen, Guds engle små” – mest med julesorg. Det kan være, fordi de har mistet den eller dem, de tidligere fejrede jul med, eller af så mange andre grunde. Ja, måske kender vi alle juletristheden i en eller anden form eller grad, og i år gør corona-smitten og alle de begrænsninger, den fører med sig, det næppe bedre.

Det er nu ikke kun derfor Lies sang skal citeres her, men også, fordi den samtidig giver et fint poetisk udtryk for, hvad julen egentlig handler om: et lys, der – med en vending, der bruges i et af adventstidens evangelier – er bestemt ”for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge”, og kun kan fattes af dem. Julen taler til os, der ikke selv har lyset, der sidder ensomme, med sorg og savn, uden mod og håb. Sådan hænger den med sin glæde sammen med sorgen. Den har sin baggrund og klangbund i sorgen og er samtidig det, der slukker den.

Allerede andet vers af sangen betoner tilsvarende sammenhængen mellem mismodet og håbet, sorgen og glæden. Efter det om ’hjertets gysen i kulde og mishåb’ hedder det: ”så må det være, før jul kan komme”. Det udfoldes i de to sidste vers, som også klart viser hen til kilden til juleglæden:

”Men da den – dvs. verden – følte, dens kraft var omme,/Da først lod Herren sin sol nedkomme,/da først kom jul. 

Midt udi mørket og jordens kuld’/medens vor sol er ved at dale,/stiger Vorherres op som jul,/bli’r det sankt Hans i Himlens sale;/netop som jord ej mer kan råde,/kommer et frelsens væld af nåde,/ så kommer jul”.

Sognepræst Peter Grove, Skelund og Visborg sogne