Det skal mærkes, at vi lever

Når jeg spørger folk, hvordan de har det i denne her tid, får jeg mange forskellige svar. Der er nogle, som synes, det er rigtig svært i de her dage, mens andre har lettere ved at bevare et positivt sind.

Der er nogle morgener, man slet ikke har lyst til at stå op af sengen, for Corona-virussen er her stadig, og forsamlingsforbuddet er her stadig, og man kan ikke helt kysse og kramme hinanden som før i tiden. Det er meget fristende at blive liggende i sengen og trække dynen op over hovedet igen. Gå i hi ligesom bjørnen og bare vente på foråret og sommerens komme, hvor vi forhåbentlig er blevet vaccineret alle sammen.

Men anderledes positiv er digtet af Benny Andersen om morgener i digtet ”Morgenhymne”.

”Morgenhymne”.

”I dag skal der leves, folkens!
Vi er allerede i gang
startede tidligt i morges
vand i ansigtet
kaffe i halsen
et rask skænderi
og lidt morgenavis,
vi mangler stadig latteren
arbejdet
kærligheden
og et par måltider til
så mere kul på, folkens!

Det skal mærkes at vi lever
Musik må der til
og blomster til alle
hvem ved, en enkelt banan måske
Øs hele din sjæl og opfindsomhed ud
hold kroppen i gang så den damper
thi hellere dampe end støve

Endnu er dagen spæd
du kan nå en masse
inden du segner livstræt om

Bid livet i låret
Find fremtiden frem
Rut med planer og visdomsord
for i dag skal der søreme leves!”

Det skal mærkes, at vi lever
Det er så sandt. Vi må ikke sætte vores liv på standby, også selv om det er træls i øjeblikket at være bange for at blive syg eller at smitte andre med sygdom. Men hvad skal vi så gøre?

”Det skal mærkes at vi lever
Musik må der til”.

Jeg tror, den musik Benny Andersen taler om, er den slags musik, som rører vores hjerte og sjæl.

Musikken og tonerne finder vi, hvis vi tager imod en ny morgen med mod og håb, så vi stadig kan se mulighederne og ikke kun alle restriktionerne, som vi alle må leve under. Og selv om vi i øjeblikket ikke kan være sammen fysisk, så kan vi stadig ringe til hinanden, sende SMS eller Face time. Lade andre vide at vi tænker på dem.

Hvordan mon disciplene havde det Pinsedag i Jerusalem? Her var der ingen glad  morgenstemning. Jesus var død. Hvad skulle de nu gøre med deres liv?

”Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og det fyldt hele huset, hvor de sad.”

Hvis disciplene ikke havde ladet sig bevæge af Helligånden den dag, så havde de aldrig fået modet og håbet til at gå ud i verden og fortælle om Jesus. Men de troede på det løfte, som var blevet givet dem. Alt skulle nok blive godt igen. Han ville sende dem Helligånden. Og Helligånden kom til verden og pustede fornyet liv og håb i deres bange og triste sind.

Så musik må der til. Vi må blive ved med at lytte til musikken. Vi skal lytte til den musik, som vil minde os om, at når alt andet synes at være kaos og uorden, så har vi stadig Guds kærlighed. Det er kærligheden, vi skal give videre til hinanden.

Gud sendte os Helligånden som en kærlighedserklæring til os alle. Guds ånd lever og virker stadig hos os hver dag og hver morgen. Vi lever ikke blot for os selv, men for hinanden og dem som vi ikke kan være sammen med mere, men kun på afstand.

”Endnu er dagen spæd
du kan nå en masse
inden du segner livstræt om.”

Lyt til musikken.
Jeg gider ikke, tænker du. Det nytter ikke noget. Men prøv nu alligevel. Ingen af os ved, hvornår tiderne bliver bedre med færre regler og restriktioner.

Det handler om at tage imod hver ny dag, hver ny morgen og være der for hinanden på den måde, vi nu kan være det på i denne her tid.

For det skal mærkes, at vi lever hver morgen og hver dag - også i en Covid-tid.

Helle Rosendahl Andersen