02/07/2024 0 Kommentarer
Magt
Magt
# Morten Krogsgaard Holmriis
Magt
Magt
De første forårstegn i Norden
erantis, vintergæk på vej,
lille, men sej,
se forårsblomster dækker jorden.
Et under vi kan stole på,
alt får liv igen.
Et løfte til at leve på,
alt får liv igen.
Janne Mark, 2012
”Far, du kan alt”, siger min søn til mig. Der er noget stærk i børns blinde tillid til deres forældre. Han er 3 år og på den måde lykkelig uvidende om sin fars manglende evner til det meste.
Det kan være en barsk erkendelse, at vi er overladt til utallige vilkår, som vi ikke selv kan gøre noget ved. Det er tungt ikke at føle, at man er herre over eget liv, og måske råber vi af og til af de andre, af os selv eller til himlen, når det bliver for meget for os.
Samtidig er er der måske også en let skjult lettelse ved, at jeg ikke kan alt. At jeg ikke skal alt. For når jeg ikke er herre over det hele, så kan noget også ske, uden jeg skal røre en finger. Der er noget, der kan opstå og fylde vores liv på ny, uden at det er os, der skal få enderne til at nå sammen. Vi kan bare tage i mod.
Nu, og i tiden der kommer, er vi vidner til en kolossal magt, som vi ikke er herre over. En magt der forandrer vores liv. En livgivende magt, der ud af en død, for
frossen jord og af træer, der er strippet for hvert et blad, kan sætte foråret i spring.
Stædige små blomster tvinger sig vej mod lyset fra en mild forårssol. Træer suger saft og sætter knop. Fuglene får stemmer, der kan vække drømme til live. Alt sammen sker helt roligt, upåvirket og imponerende i en fast rytme, der får verden til at danse igen. Inden vi får set os om, og uden vi rører en finger, så åbner naturen sig for os på ny, og vi kan trække ud af vores isolerede huse. Åbne øjnene og snuse foråret ind. Nyde kirsebærblomster, forårssol og milde vinde med hinanden.
Alt får liv igen! Det er et under, vi kan stole på og et løfte, vi kan leve på. Og det meste af det, har vi ikke magten over. Vi kan bare bede om, at forårets kræfter vil rive os med i sin slipstrøm. Så vi mærker en flig af de samme livgivende magter, der giver mod og håb til alt det, vi går i møde. Så vi kan danse med foråret og hinanden. Eller bare nyde det stille og roligt et godt sted i haven.
Det ville være en påskeopstandelse, der var til at tage og føle på.
Morten Krogsgaard Holmriis
Kommentarer