02/07/2024 0 Kommentarer
Da julen blev aflyst i Folkekirken
Da julen blev aflyst i Folkekirken
# Peter Grove
Da julen blev aflyst i Folkekirken
Op til jul var der stigende coronasmittespredning på landsplan og også på disse kanter. Samtidig bølgede der en debat frem og tilbage om, om det var sundhedsmæssigt forsvarligt at holde juleaftensgudstjenester.
Sundhedsmyndighederne fastholdt, at det var forsvarligt, når man overholdt Folkekirkens coronaretningslinjer, som blev skærpet flere gange. Biskopperne fulgte trop, støttet af de andre centrale aktører i kirken: Der skulle holdes gudstjenester juleaften.
Den 23. december tog tingene fart. Det begyndte med sundhedsmyndighedernes fornyede stramning af retningslinjerne for de gudstjenester, de altså stadig anså for sundhedsmæssigt forsvarlige, og endte med biskoppernes pressemeddelelse sent lillejuleaften om aflysning af gudstjenesterne i hele julen og nytåret.
Det er udefra ikke til at gennemskue, hvad der i mellemtiden er sket i kulissen. Ja, hele forløbet er ugennemskueligt. Man kunne have begrundet en nedlukning af Folkekirken i god tid inden jul, men at insistere på forberedelse og afholdelse af juleaftensgudstjenesterne og så i sidste øjeblik, da alt stod klart, at aflyse det hele! Hele det store arbejde, personalet havde gjort også i vores sogne, var spildt, og de, der havde fået stillet i udsigt at komme til gudstjeneste juleaften, blev skuffede.
I Skelund skulle juleaftensgudstjenesten jo have været forlagt til Skelund-Veddum Hallen, mens der i Visborg kirke var forberedt to gudstjenester med tilmelding.
Billederne giver et par glimt af de smukt pyntede rum.
Peter Grove
Kommentarer