af sognepræst Anne Bundgaard Hansen

Som en stor del af Danmarks andre haveejere har også jeg kastet mig over biodiversitetens glæder! For dem, der ikke er haveejere, eller som fortsat troligt slår græsset hver 14. dag: Biodiversitet handler i det store hele om, at det nu endelig er blevet tilladt at være en doven haveejer. Sådan én, der kun slår græsset sådan ca. 2 gange om året og nøjes med at klippe hækken én gang og så absolut ikke lige efter Skt. Hans, men først engang i september. I øvrigt med stor risiko for nabokonflikter, for det er jo ikke sikkert, at naboen synes, mælkebøttefrø og en hæk, der vokser til uoverskuelige højder, er fantastiske!

Ikke desto mindre har jeg vovet at lade både græsset og hækken vokse, og det har helt afgjort givet nye oplevelser i min meget lille have ved mit stråtækte hus ude i Odde – hist, hvor vejen slår en bugt.
Det lyder idyllisk, men indrømmet: Der er oplevelser og erfaringer, der indimellem kommer bag på mig og på tværs. 

En af dem var, da jeg en morgen ville iføre mig mine gummistøvler, som jeg har fået for vane at lægge udenfor, sådan at der ikke kommer vand i dem, hvis det regner. Jeg rystede dem, som jeg plejer. Der kunne jo være kommet en sten i dem. Jeg kunne godt fornemme, at der var et eller andet i den ene støvle, og stak frimodigt hånden derned, hvorefter jeg udstødte et hvin og slap støvlen, som faldt til jorden. Ud kravlede så den største tudse, jeg har set siden barndommens land! Nu er jeg egentlig ikke bange hverken for frøer eller tudser, så jeg strøg ind efter telefonen for at tage et billede af Hr. Tudse!

Det blev til et billede af en tudse i min hånd, stirrende intenst på mig – et billede, jeg efterfølgende lagde på Facebook-gruppen ”Vilde haver”.

Det affødte ca. 1000 likes! Det kom noget bag på mig, at mit billede af Hr. Tudse (i øvrigt vist en Fru Tudse, hvad tudsekyndige gruppemedlemmer belærte mig om) skulle få så stor en opmærksomhed. Sådan kan naturen komme bag på os. 

Den kan også komme på tværs. Det erfarede jeg, da jeg havde besluttet mig for, at det var tid at skifte pergolaen mellem huset og annekset. Folk var hyret ind, og jeg var klar til at tage i tømmerhandlen og bestille træ, trapezplader og alt muligt med mystiske navne, som jeg ikke kendte en pind til, inden jeg blev husejer.
Og hvad skete der så? Gærdesmutten flyttede ind! Eller rettere, den lavede en større bygningskonstruktion på en stolpe i min pergola og lagde 5 æg. Dermed blev mit byggeprojekt udskudt i sådan cirka en hel måned, for først blev der bygget rede, så lagt æg, så ruget og så fodret… Opfostring af unger tager nu engang den tid, det tager.
Nu kunne jeg jo bare have hevet reden ned, og så havde jeg allerede haft en ny og funklende pergola i hus! Det gjorde jeg ikke, for det går ikke, når man både er med i Facebook-gruppen ”Fugle i haven” og ”Vild med have”. Det er ligesom ikke velanset, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis jeg forsigtigt havde forespurgt, om jeg kunne tillade mig at ændre lidt i naturens gang. Jeg er helt sikker på, at antallet af vrede smileys ville overstige min nylige ”like”-succes med tudsebilledet!
Så reden fik lov at blive. Vi vil jo gerne naturen, fuglene, tudserne og biodiversiteten. Ja biodiversitet er populær – i hvert fald, når det drejer sig om græs, vilde blomster og bier og store fede skrubtudser. Vi har det åbenbart straks noget mere vanskeligt med diversiteten, hvis det handler om mennesker. 

Diversitet handler om forskellighed, og vi har indset, at hvis vi i naturen ikke giver plads til forskellige planter og dyr, er der noget, vi mister. Men når det gælder mennesker, er det, som om vi har fået os selv bildt ind, at Danmark er lettere at leve i, hvis vi ser ens på verden, og alle går i cowboybukser og med klaphat. Vi formår med stor styrke at stå sammen og løfte et hold op og frem, når det står dér og synger med på ”Der er et yndigt land” og i øvrigt kan trylle med en bold. Det gør vi endda, selvom nogle på holdet har en anden hudfarve end dén, der er den almindelige på disse breddegrader.
Men når vi i vores samfund skal give plads til mennesker, som er traumatiserede og måske ikke kan trylle med en bold, ja, så er det, som om vi glemmer værdien af diversiteten. Vi bliver i stedet optagede af, hvordan vi hurtigst muligt kan sende dem retur til områder i verden, der er sønderbombede, og hvor risikoen for at blive fanget og dræbt er en helt reel fare.
Hvis vi kun vil have én slags mennesker, altså dem, der ligner os og går med klaphat, ja, så bliver vi til nogle klaphatte uden menneskelig varme. Og vi vil miste noget væsentligt, nemlig at mærke, hvordan det føles at række en hånd ud til et menneske i nød. Når vi gør det, så sker der noget med os. For dér mærker vi hjertet, der banker. Næstekærlighed er ikke kun for næsten. Den er næsten lige så meget noget for os selv. 

Så lad os lægge klaphatten og række hånden frem til et goddag og velkommen. Det vi må godt nu, siger Søren, i hvert fald, når vi er færdigvaccinerede. Og hvis der er noget, vi er vaccinerede imod, så er det at ensrette mennesker og skabe steder, der kun har til formål at udrydde diversiteten. 

Det er, som Paulus siger det i Det nye testamente – noget, vi læser højt i kirken, når to mennesker skal vies og forenes. Hvilket i bund grund er en umulig opgave, når man står dér med to forskellige verdener, der skal blive til én. Han skriver:
Bær hinandens byrder; således opfylder I Kristi lov. Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede: inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed.
Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre.
Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.

Så lad os lægge klaphatten! Og iføre os kærligheden og sammen gå ud i alverden og arbejde for biodiversitet på alle planer.